Love & vedtægter

§1 GENERELT


Stk. 1. Dansk Selskab for Sårheling (Danish Wound Healing Society), DSFS, er stiftet den 12. februar 1992 som en almennyttig organisation, hvis medlemmer ikke hæfter for selskabets forpligtelser.

Stk. 2. Selskabets øverste myndighed er den årlige generalforsamling for medlemmerne. Generalforsamlingens beslutninger gennemføres af bestyrelsen.


§2 FORMÅL


Stk. 1. Selskabet har til formål at udbrede kendskabet til sårheling og at organisere og koordinere kongresser og møder herom. Selskabet vil tage initiativ til fællesmøder med andre selskaber med lignende formål.

Stk. 2. Selskabet vil søge at fremme og støtte uddannelse og forskning inden for sårheling, herunder sårtyper, epidemiologi, patogenese, patologi, diagnostik, forebyggelse og behandling af sår af forskellig ætiologi.

Selskabet vil arbejde aktivt for samarbejde mellem faggrupper, organisationer, virksomheder og enkeltpersoner med interesse indenfor alle grene af sårheling og -behandling.


§3 BESTYRELSEN


Stk. 1. Selskabets virksomhed ledes af en bestyrelse bestående af 8 medlemmer, der vælges af generalforsamlingen. Mindst 3 af de valgte skal være stemmeberettigede læger og mindst 3 skal være stemmeberettigede sygeplejersker. Til de 2 øvrige bestyrelsesposter er alle stemmeberettigede medlemmer valgbare.

Til bestyrelsen vælges af generalforsamlingen 2 suppleanter, en læge og en sygeplejerske. Disse indgår som bestyrelsesmedlemmer ved afbud eller varigt forfald.

Formanden og mindst 5 bestyrelsesmedlemmer skal være stemmeberettigede læger og sygeplejersker, halvt af hver. Hvis formanden er en læge, skal næstformanden være en sygeplejerske eller omvendt.Til de to øvrige bestyrelsesposter er alle stemmeberettigede medlemmer valgbare.

Til bestyrelsen vælges 2 suppleanter, en læge og en sygeplejerske. Disse indgår som bestyrelsesmedlemmer ved afbud eller varigt forfald.

Bestyrelsen konstituerer sig herefter med formand, næstformand, sekretær og kasserer, der alle er konstitueret for en treårig periode fra indvalg i bestyrelsen.
Formanden skal enten være en læge eller en sygeplejerske. Hvis formanden er en læge skal næstformanden være en sygeplejerske eller omvendt.

Bestyrelsen fastlægger selv sin forretningsorden.

Stk. 2. Valg til bestyrelsen gælder for 3 år, dog således at der ved generalforsamlingen i 1995 alene er 4 bestyrelsesmedlemmer på valg. Suppleanter vælges for 1 år.

På den ordinære generalforsamling vælges 2 revisorer uden for bestyrelsen, begge for 1 år. Genvalg kan finde sted.

Såfremt selskabets virksomhed udviser overskud, kan dette anvendes efter selskabets formål eller henlægges til formuen.

Stk. 3. Bestyrelsen samles mindst én gang årligt. Møder kan afholdes på foranledning af formanden eller tre menige bestyrelsesmedlemmer.

Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 5 bestyrelsesmedlemmer er til stede.

Stk. 4. Selskabet tegnes af formanden eller næstformanden hver for sig i forening med to andre bestyrelsesmedlemmer.

Stk. 5. Bestyrelsen kan meddele kassereren prokura til at modtage indbetalinger eller betale indgåede forpligtelser.


§4 MEDLEMSKAB


Stk. 1. Som ordinære medlemmer kan optages sundhedspersonale med interesse for sårheling.

Stk. 2. Som ekstraordinære medlemmer, men uden stemmeret eller valgbarhed til tillidsposter kan optages andre (herunder virksomhedsansatte) der har interesse i at medvirke til selskabets formål. Disse personer kan deltage i foreningens videnskabelige møder og kurser.

Stk. 3. Æresmedlemmer optages efter forslag fremsendt til og behandlet af bestyrelsen. Optagelse afgøres af den ordinære generalforsamling og kræver ¾ af de afgivne stemmer.
Æresmedlemmer har ingen stemmeret og er ikke valgbare til foreningens tillidsposter.

Stk. 4. Sponsormedlemskab giver ret til omtale som sponsor i medlemsbladet samt mulighed for udstilling på et af bestyrelsen fastsat areal ved årsmøde eller andet møde efter bestyrelsens beslutning.


§5 OPTAGELSE OG UDMELDELSE


Stk. 1. Anmodning om optagelse i selskabet fremsendes til bestyrelsen, som skal godkende optagelse.

Såfremt der rejses indvendinger mod optagelse, eller hvis bestyrelsen i øvrigt ikke mener at kunne imødekomme anmodningen, kan spørgsmålet kræves forelagt den ordinære generalforsamling.

Udmeldelse kan ske ved skriftlig henvendelse til sekretæren. Kontingentrestance efter 2 rykkere (indenfor 3 mdr.) betragtes som udmeldelse.

Medlemskab kan desuden bringes til ophør i tilfælde af, at et medlem efter bestyrelsens skøn ved sin adfærd har skadet selskabets interesser. Hvis et medlem bliver udelukket, kan der søges om genoptagelse. Spørgsmålet forelægges den ordinære generalforsamling.


§6 GENERALFORSAMLINGEN


Stk. 1. Selskabets øverste myndighed er den årlige generalforsamling.

Generalforsamlingen ledes af en valgt dirigent.

Den årlige ordinære generalforsamling afholdes om efteråret. Forslag der ønskes behandlet på foreningens generalforsamling, herunder kandidater til bestyrelsen og øvrige tillidsposter, skal være bestyrelsen i hænde senest 10 uger før generalforsamlingens afholdelse. Bestyrelsen vil herefter orientere foreningens medlemmer om indkomne forslag i forbindelse med udsendelsen af dagsordenen og den endelige indkaldelse til generalforsamlingen.

Forslag der måtte komme til afstemning, afgøres ved simpelt stemmeflertal medmindre andet er bestemt i disse vedtægter. Står stemmerne lige, er forslaget forkastet.

Ved stemmelighed ved valg til bestyrelsen foretages der omvalg blandt de berørte kandidater.

Ændring af vedtægterne kræver dog mindst 2/3 stemmeflertal blandt de afgivne gyldige stemmer. Dog kan forslag, der opnår tilslutning fra mindst halvdelen af de afgivne gyldige stemmer, uændret behandles på en efterfølgende indkaldt generalforsamling, der tidligst kan afholdes 4 uger senere. Forslaget kan da vedtages med simpelt stemmeflertal. Blanke og ugyldige stemmer tæller ikke med.

Dagsorden for den ordinære generalforsamling:

1. Valg af dirigent og referent.
2. Formandens beretning.
3. Selskabets reviderede årsrrapport til godkendelse.
4. Indkomne forslag til beslutning.
5. Valg af bestyrelsesmedlemmer.
6. Valg af 2 suppleanter.
7. Fastlæggelse af kontingent for det kommende år.
8. Valg af 2 revisorer.
9. Valg af 1 revisorsuppleant.
10. Eventuelt

Indkaldelse til generalforsamling, herunder ekstraordinær generalforsamling, sker med 4 ugers varsel ved meddelelse i SÅR eller ved udsendelse af brev til samtlige medlemmer med mindst samme varsel.

Indkaldelsen skal indeholde dagsorden, årsrapport, orientering om ændringsforslag til DSFS’ vedtægter samt orientering om rettidigt indkomne forslag i henhold til dagsordens punkt 4 og 5.

Til vedtagelse af beslutninger eller valg kræves simpelt stemmeflertal. Der kan ikke afgives stemme ved fuldmagt.

Stk. 2. Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når et flertal af bestyrelsen eller 1/3 af medlemmerne fremsætter ønske herom. Mødet afholdes senest 8 uger efter modtagelse af begæring herom og varsles som nævnt i stk. 1.


§7 REGNSKABSPERIODE


Stk. 1. Selskabets regnskabsår løber fra 1. august til 31. juli.


§8 OPLØSNING AF SELSKABET


Stk. 1. Beslutning om selskabets ophævelse kan ske på ordinær eller ekstraordinær generalforsamling. Et eventuelt forslag herom skal være angivet på den udsendte dagsorden. Til forslagets vedtagelse kræves, at over 2/3 af selskabets stemmeberettigede medlemmer blandt samtlige stemmeberettigede medlemmer er for forslaget. Er der 2/3 flertal på generalforsamlingen, men ikke 2/3 blandt samtlige stemmeberettigede medlemmer, skal forslaget afgøres ved urafstemning blandt selskabets stemmeberettigede medlemmer.

Til dets vedtagelse her kræves simpelt flertal for ophævelse.

I tilfælde af selskabets ophævelse, skal selskabets formue tilfalde formål, svarende til de i vedtægterne §2 angivne.

Vedtaget på den ordinære generalforsamling 16. november 2007