|
Formandsberetning november 2008 Dansk Selskab for Sårheling 20 november 2008, Svendborg Foreningen i talDer er p.t. 950 medlemmer, hvoraf 17 uden for Danmark. Sponsor-medlemskab består af 27 firmaer. Desuden er der 226 abonnenter på SÅR og der sendes 750 blade til Norge. Medlemsantallet er gået ned efter regionerne blev etableret og kommunesammenlægningerne. En del medlemskaber relateret til ansættelse i amterne er forsvundet. Vi har siden sidst fået 4 nye sponsorer. Bestyrelsen Siden sidste ordinære generalforsamling har der været afholdt 5 ordinære bestyrelsesmøder, hvoraf 2 var telefonmøder. Der har i det forløbne år ikke været ændringer i bestyrelsens og uddannelsesudvalgets sammensætning. Strategimøde Bestyrelsen og uddannelsesudvalget, inklusiv suppleanter holdt også i år et „strategimøde“, hvor nuværende og fremtidig planlægning blev diskuteret. Generelt blev væsentlige emner som: foreningens legater, foreningens hjemmeside samt foreningens fremtid diskuteret. Ad. Foreningens legater: Disse blev også diskuteret ved sidste strategimøde. Det blev besluttet at bibeholde de eksisterende legater. De mere omfattende legater til støtte til større projekter, hvor formålsparagraf og forretningsgang er færdiglavede, stilles derimod på „stand by“ indtil der er oversigt over de øvrige fremtidige økonomiske udgifter (journalist til SÅR, web-side arbejde og andet) er fastlagt og en stabil økonomisk udvikling er etableret. Ad. Foreningens hjemmeside: Denne er stadig under udvikling. Indholdet er nu ved at blive udformet, og fastlagt. Dette møde afsluttes med en kort gennemgang af hvor vi er ved Bo Jørgensen, så der skal ikke nævnes mere herom i denne beretning. Ad. Foreningens fremtid: Sidste år blev bl.a. forholdet til de nye sårinitiativer, der er opstået de seneste år, diskuteret. Det var og er, vores holdning, at et samarbejde med disse initiativer og DSFS, evt. med DSFS som en paraplyorganisation, ville være ønskeligt. Der har dog ikke været direkte kontakter i det forløbende år. For nytænkning kræves også „nye hoveder“. Ved sidste generalforsamling opfordrede undertegnede alle interesserede til at melde sig mhp. at komme ind i foreningens bestyrelse. Det skal skaffe „nyt blod“ såvel i bestyrelsen som i foreningens ledelse. Der er årligt nogle muligheder for valg til bestyrelsen, og næste år bliver der med sikkerhed mindst en vakante stilling, idet vor nuværende næstformand Susanne Lauth ikke ønsker genvalg. Det kan desuden meddeles, at undertegnede slutter som formand ved næste generalforsamling, idet jeg har siddet på denne post siden foreningens start i 1992. UdvalgForeningen har to ordinære udvalg. Informationsudvalg Dette udvalg udgiver foreningens blad SÅR og er uændret fra sidste år. Redaktionsgruppen er uændret fra sidste år. Bladets standard har været uændret meget tilfredsstillende mht. indhold og layout. Igen i år skal der lyde en opfordring til medlemmerne i foreningen om at bidrage til bladets drift i form af artikler, kommentarer og andre indlæg. Interessen for annoncering er tilfredsstillende. Der skal lyde en tak til annoncørerne for deres støtte, uden hvilken bladets kvalitet ikke kunne holdes på nuværende høje stade. SÅR er primært et medlemsblad for såvel DSFS som Norsk Interessefaggruppe For Sårheling. Den norske andel af bladets indhold er stigende, hvilket må ses som en meget positiv udvikling. Bladet producers professionelt med tilknyttet journalist og designer. Begge disse funktioner betyder en økonomisk udgift for foreningen, alt andet arbejde med bladet foregår uden honorar, og derfor vil jeg igen i år takke alle implicerede, specielt vor redaktør Bo Jørgensen. Sidste år omtaltes at bladet SÅR, har fået en svensk kollega der blev udgivet under samme navn. Dette medførte en række problemer, som dog nu er løst ved at det nye svenske blad har ændret navn, så det kan skelnes fra det danske SÅR. Uddannelsesudvalg Der har været afholdt i alt 4 ordinære møder i dette udvalg siden sidste generalforsamling. Det primære arbejde det forløbne år har været at organisere foreningens møder: Temadag, årsmøde, strategimøde og industrimøde. Møder i 2008Temadag (Vilvorde, København): Den neuropatiske fod Det var et klassisk emne, men der er stadig meget stor interesse for emner der er diabetsrelateret. Der var mødt små 140 deltagere og 19 udstillere. En række aspekter blev gennemgået og medførte en livlig og god diskussion mellem deltagerne og de meget kvalificerede undervisere. De sidste var anført af den gamle nestor inden for den diabetiske fod i Danmark: overlæge Per Holstein, Videncenter for Sårheling, Bispebjerg Hospital. Den store interesse har medført, at uddannelsesudvalget overvejer senere at tage andre aspekter af den diabetiske fod op som emne for et af foreningens møder. Årsmøde (Svendborg): Sår: Manifestation ved medicinsk sygdom og Forskning Den første del af temaet fokuserer på emner, der ofte får mindre opmærksomhed og direkte peger på nopget afgørende inden for sårbehandlingen: ud over selve såret også at se på om der foreligger en systemisk sygdom, som kan være baggrund for sårets fremkomst. Flere af de systemiske sygdomme er velkendte f.eks. diabetes og rheumatiske lidelser. Andre er ikke så kendte: f.eks at inflammatoriske tarmsygdomme kan give analfistler osv. Det er dog afgørende for de opståede sår, at de bagvedliggende sygdomme diagnostiseres og får den korrekte behandling. I modsatte fald kan selv den bedste lokalbehandling være nyttesløst. Anden del af temaet er forskning, som vil blive belyst fra forskellige vinkler. En af de bagved liggende årsager til årsmødets tema har været den tiltagende diskussion om evidens for effekten af forskellige behandlingsprodukter inden for sårområdet. Derfor har vi denne gang noget nyt i form af at have flere engelsksprogede indlæg, bl.a. fra engelske medarbejdere. Det engelsk hovedindlæg kommer dog fra sygeplejeprofessor Sue Bale fra Wales, som vil lave en mere generel gennemgang af forskningsprincipper. Som optakt til i morgen holdt undertegnede denne dags sidste foredrag om emnet. Det vil blive interessant at se, hvordan de flere engelske indlæg vil blive modtaget. Til slut i mødet er der nogle indlæg om tiltag i den danske sårverden. At de engelske indlæg ikke har skræmt deltagerne væk, tyder den store interesse for mødet på. Også ved dette årsmøde er mødeantallet på ca. 220 nemlig hurtigt blevet fyldt ud, og vi har 23 udstillere. Også dette møde viser, at foreningen kan arrangere møder med de bedste såvel internationale som nationale talere. Strategimødet har allerede været omtalt. Møde med industrien oktober i år. Ved dette møde var der en god gensidig diskussion om det nuværende samarbejde mellem foreningen og industrien. Forenings status og fremtidige mål blev vendt, og evt. forbedringer i samarbejdet diskuteret. Ud fra de foreløbige tilbagemeldinger var der stort tilfredshed med mødet, og det er foreningens mål at have et sådant møde en gang om året. En meget væsentlig person i de nævnte arrangementer er formanden for uddannelsesudvalget Susanne Ågaard, og jeg derfor takke hende for det store arbejde med foreningens arrangementer. Andre aktiviteterSamarbejdsrelationer DSFS har gennem det fælles medlemsblad SÅR gode forbindelser til Norsk Interessefaggruppe For Sårheling. Dette har udmøntet sig i artikler i SÅR fra begge foreninger, ligesom der oftest har været deltagelse fra de to foreninger til de respektive årsmøder. Bo Jørgensen og undertegnede er inviteret til det norske årsmøde i Bodø i februar næste 2009. Udover tilknytning til Dansk Medicinsk Selskab har foreningen tilknytning til DaSyS (Dansk Sygepleje Selskab). Diplomuddannelsen er et samarbejde mellem CVU Lillebælt og CVU Øresund. Her har foreningen haft indflydelse, idet vor næstformand Susanne Lauth og bestyrelsesmedlem Anne Marie Rasmussen har været medlem af de grupper, der har udformet uddannelsen. European Wound Management Association (EWMA). DSFS er en af de foreninger, der hører under EWMAs paraply. Det betyder, at EWMA Journal udsendes til alle vore medlemmer. Den Danske Kvalitetsmodel. Det er meget glædeligt, at der i den Danske Kvalitetsmodel i kommunerne er kommet et afsnit om behandling af kroniske sår. Udkastet sendt til DSFS til vurdering så meget fornuftigt ud, hvilket bl.a. kan skyldes, at DSFS havde et bestyrelsesmedlem med i den gruppe, der udarbejdede forslaget. DSFS fik mulighed for at kommentere udkastet og havde nogle korrektionsforslag, som vi håber vil blive implementeret. FremtidenDet er stadig vigtigt, at der arbejdes på at få gennemført en standardiseret såruddannelse for læger, sygeplejersker og andre involverede faggrupper. Det er tæt på et færdigt udkast for lægerne i form af ekspertområdet/fagområdet klinisk sårheling og for sygeplejersker er man nu i gang med anden omgang af diplomuddannelsen. Et generationsskifte i foreningen vil ske inden for de nærmest år. Det er derfor vigtigt, at alle interesserede melder sig og markerer deres interesse i at støtte foreningen i de ledende instanser. Til slut tak til alle involverede i foreningsarbejdet, til medlemmer af foreningen samt til sponsorer for deres interesse og støtte. Finn Gottrup |
