Generalforsamling 26. november 2009


Foreningens nye bestyrelse præsenterer sig: fra venstre Eskild W. Henneberg, Ann Brockdorff, Jens Lykke Sørensen, Bo Jørgensen, Susan Bermark, Annette V. Norden og Maria Plaschke. Anne Marie Rasmussen kunne ikke være til stede ved fortograferingen.


Den 26. november 2009 afholdt Dansk Selskab for Sårheling generalforsamling, jf. vedtægternes § 6 på Hotel Svendborg. For generalforsamlingen gjaldt følgende dagsorden:
1. Valg af dirigent og referent
2. Formandens beretning
3. Selskabets reviderede årsrapport til godkendelse
4. Indkomne forslag til beslutning
5. Valg af bestyrelsesmedlemmer
6. Valg af 2 suppleanter
7. Valg af 2 revisorer
8. Valg af 1 revisorsuppleant
9. Eventuelt

Ad 1: Valg af dirigent og referent
Bestyrelsesformand Finn Gottrup bød velkommen til DSFS’ ordinære generalforsamling. Formanden foreslog på bestyrelsens vegne at advokat Christian Riewe valgtes som dirigent. Bestyrelsens forslag til dirigent godkendtes.
Dirigenten foreslog på bestyrelsens vegne Jens Fonnesbech som refe­rent. Bestyrelsens forslag til ­referent godkendtes.
Dirigenten takkede for valget og konstaterede, at indkaldelsen til generalforsamlingen var sket i septemberudgaven af bladet SÅR og dermed med mindst 4 ugers varsel, at indkaldelsen i øvrigt var i overensstemmelse med vedtægternes § 6 stk. 1, og at generalforsamlingen derfor var lovlig indkaldt og beslutningsdygtig. Dirigenten gennemgik dagsorden, og gav herefter ordet til foreningens formand Finn Gottrup.

Ad 2: Formandens beretning
Formandens beretning kan læses her.
I tilknytning til formandens beretning gav dirigenten ordet til næstformand Susanne Lauth, der oplyste, at bestyrelsen havde behandlet et forslag om optagelse af et æresmedlem, og indstillede på bestyrelsens vegne, at forsamlingen enedes om at udnævne Vonnie Zimmerdal til æresmedlem af DSFS – det tredje æresmedlem i selskabets historie. Susanne Lauth fremhævede Vonnie Zimmerdals store og vedholdende arbejde både med at fastholde kvaliteten i såruddannelsen og medvirken i udformningen af to sundhedsfaglige diplommoduler for sygeplejersker, der beskæftiger sig med sår. Modulerne er nu implementeret som kontinuerlige tilbud i det danske uddannelsessystem, og det er en fantastisk bedrift, sagde Susanne Lauth. Disse sårmoduler er nu endelig blevet certificeret i den europæiske sårorganisation EWMA – også det så en overgang sort ud. For dette store arbejde håber jeg forsamlingen vil stemme for Vonnie Zimmerdal som æresmedlem, sagde Susanne Lauth.
Generalforsamlingen besluttede enstemmigt og med stående bifald at optage Vonnie Zimmerdal som æresmedlem. Dirigenten gav herefter ordet til Anna Marie Nielsen.

Ad 3: Selskabets reviderede årsrapport til godkendelse
Selskabets reviderede årsrapport kom herefter til godkendelse. Regnskabet er optrykt i SÅR nr. 3/2009. Regnskabet blev gennemgået af bestyrelsesmedlem Anna Marie Nielsen, som konstaterede, at der i det forløbne år har været stigende indtægter fra sponsorer, ligesom kursusvirksomhed og salg af sårbøger har givet øgede indtægter. På udgiftssiden har hjemmesiden været dyr, det skyldes især digitaliseringen, men hjemmesiden vil komme medlemmerne til gode, når den kommer i fulde omdrejninger. Også bladet SÅR koster penge, men det skyldes at bladet er gratis for medlemmerne. Alt i alt er årets overskud på 58. 484 kr. og DSFS’ likvide beholdning er steget med 100.000 kr. Egenkapitalen er herefter på 850.000 kr., konstaterede Anne Marie Nielsen.
Regnskabet blev vedtaget uden bemærkninger.

Ad 4: Indkomne forslag til beslutning
Der var ikke indkommet forslag til behandling

Ad 5: Valg af bestyrelsesmedlemmer
tDirigenten bemærkede, at bestyrelsen består af otte medlemmer, heraf minimum tre sygeplejersker og minimum tre læger. To sygeplejersker og en læge var ikke på valg.
Det betød at forsamlingen skulle vælge minimum en sygeplejerske og minimum to læger.
Ved dette årsmøde var pludselig fem poster i spil, og de opstillede kandidater fordelte sig således: Tre sygeplejersker, fire læger og en fodterapeut – den ene bestyrelsespost dog kun for et år, idet formand Finn Gottrup valgte at træde ud før tid. De øvrige poster skulle vælges for tre år. Desuden skulle vælges to suppleanter og to revisorer – alle villige til genvalg – og en revisorsuppleant.
De opstillede kandidater havde forinden præsenteret sig selv i bladet SÅR nr. 3, men dirigenten gav dem på mødet en yderligere mulighed for en kort præsentation, så medlemmerne kunne sætte ansigter på kandidaterne. Derefter skred man til valget.
Resultatet af valget blev følgende: Nyvalgt blev sygeplejerskerne Annette Norden og Maria Plaschke – Maria Plaschke dog kun for et år. Ligeledes nyvalgt blev overlæge Jens Lykke Sørensen. Genvalgt blev Bo Jørgensen og Susan Bermark.

Ad 6: Valg af suppleanter
Som suppleanter blev Aksel Jess Bomberg og Jette Palmberg genvalgt ved fredsvalg.

Herefter ser den samlede bestyrelse således ud:
Medlem Susan Bermark, klinisk oversygeplejerske
Medlem Ann Brockdorff, sygeplejerske
Medlem Eskild Henneberg, ledende overlæge
Medlem Bo Jørgensen, overlæge
Medlem Annette V. Norden, klinisk oversygeplejerske
Medlem Maria Plaschke, sårkonsulent, hjemmesygeplejerske
Medlem Anne Marie Rasmussen, hjemmesygeplejerske
Medlem Jens Lykke Sørensen, overlæge ph.d.
Suppleant Jette Palmberg, sygeplejerske
Suppleant Aksel Bomberg, ortopædisk overlæge

Ad 7: Valg af revisorer
Her blev sygeplejerske Birgit Jørgensen og afdelingssygeplejerske Britta Østergaard Melby valgt ved fredsvalg.

Ad 8: Valg af revisorsuppleant
Der var ikke kandidater til posten som revisorsuppleant, hvorfor den er vakant.

Ad: Eventuelt
Der var enkelte spørgsmål og forslag til bestyrelsens arbejde i det kommende år.
Dirigent: Christian Riewe,
Referent: Jens Fonnesbech